Historie

Sjølund Kammerkor’s historie

Koret er stiftet i 1966.
Korets navn var dengang Musik og Ungdoms Kor. I 70’erne blev korets navn ændret til det nuværende, idet man fandt at ungdom nok ikke helt ville være gældende, efterhånden som nogle af sangerne begyndte at blive ældre.

Fra begyndelsen har dette kor været arnested for amatør korsangere, der i fritiden kunne have et sted at mødes og være sammen om glæden ved at synge. Det er stadig et af korets vigtige holdepunkter. Vi har medlemmer i koret, der startede for mange år siden og der er rigtig mange historier at fortælle.
Her skal vi bare fremhæve, at der er sket noget hele tiden i alle årene og det kan nok være svært at kapere det hele, når man er ny. Det har den ældre del af koret forståelse for og vi giver god plads og grobund for de nye.

Korets linje har været lagt lidt mere fast siden Ole Kongsted blev dirigent. Med hans ekspertise specielt indenfor middelaldermusik tog koret en overgang godt livtag med denne del af musikken.

Så har Morten Schuldt-Jensen, senere Brian Grønbæk Jensen samt Jan Scheerer i en godt 30 årig periode kørt koret indenfor Dan Olof Stenlund segmentet, hvilket vil sige stemmeudvikling, sangtræning, musikforståelse og meget mere.

Vi har en tradition for at tage på ture. Enten et sted i Danmark, hvor vi tager udgangspunkt i et område. Vi har været på Bornholm et par gange. Vi har været i de jyske regioner og den fynske – også et par gange.
Da korets hjemsted er København, så er Sjælland, Lolland-Falser samt Møn og Stevns også steder vi har besøgt flere gange. F.eks. har vi holdt seminarer på Stevns, hvor vi virkelig har arbejdet med repertoire, der i slutningen af opholdet blev til en koncert i den smukke 8 kantede Store Heddinge Kirke.

Igennem tiden har koret deltaget i konkurrencer og festivaler i udlandet. Debrechen Ungarn, Spittal Østrig, Llangollen Wales, Derry Irland, Maasmechelen Belgien, Riva del Garda Italien og en konkurrence på Malta som koret vandt.

Så det er lidt af en arvemasse Martin Legène Jensen har overtaget. Martin har gået til opgaven nærmest med hornene forrest og ryddet vej og sti, hvor man fornemmer at der ingen er. Som det er i alle forhold er der opture og nedture, men der er heldigvis langt overtal af opture. Specielt efter vores koncerter. Du kan læse mere om vores dirigent på dette site. Gå tilbage til forsiden. Klik på den hvide tekst med vores navn og find dernæst dirigentens side på navigationsmenuen.

I 2016 fejrede koret sit 50 års jubilæum og der er ”kun” 3 år tilbage så skal vi fejre 60 års jubilæum.
Ved 50 års fejringen samlede vi tidligere og nuværende medlemmer til en forrygende komsammen og sniksnak om begivenheder før og nu. Det var ganske enkelt helt igennem en skønsom oplevelse og der er håb om, at succesen snart gentages.

Om vi ses ved den ene eller anden lejlighed, så er døren altid åben for indkig og medhør og ikke mindst fadøl efter en veloverstået session.

På falderebet skal der lige et legendarisk citat med fra en af sangerne:
”I øvrigt mener jeg vi bør synge noget mere Brahms” Det gør vi så, og det har vi også gjort meget. Brahms af blandt vores yndlingskomponister.

 

Læs mere historie, hvor et medlem beretter om sine oplevelser på dette link.