Tekster og oversættelser til koncert med Sjølund Kammerkor maj-juni 2026
Rheinberger: Cantus Missae
Kyrie eleison. Christe eleison.Kyrie eleison
Herre, forbarm dig. Kristus, forbarm dig. Herre, forbarm dig
Gloria in excelsis Deo. Et in terra pax hominibus bonæ voluntatis. Laudamus te, benedicimus te.
Gratias agimus tibi propter magnam gloriam tuam. Rex coelestis Deus pater omnipotens. Domine
fili uni genite, Jesu Christe. Domine Deus Agnus Dei filius patris, qui tollis peccata mundi, miserere
nobis, suscipe deprecationem nostram, qui sedes ad dexteram patris, miserere nobis. Quoniam tu
solus sanctus, tu solus altissimus Jesu Christe. Cum sancto spiritu in gloria Dei patris. Amen.
Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden for mennesker med god vilje. Vi lover dig, vi priser
dig, vi takker dig for din store herlighed. Himmelske konge, Gud Fader almægtige. Herre, enbårne
Søn, Jesus Kristus. Herre Gud, Guds Lam, Faderens Søn, du som borttager verdens synder, forbarm
dig over os, modtag vor bøn; du som sidder ved Faderens højre hånd, forbarm dig over os. Thi du
alene er hellig, du alene er den Højeste, Jesus Kristus, med Helligånden i Gud Faders herlighed.
Amen.
Kim André Arnesen: Even when he is Silent
Teksten til Even When He Is Silent er baseret på en anonym inskription, fundet som graffiti på en
kældervæg i Köln under 2. verdenskrig.
I believe in the sun, even when it is not shining.
I believe in love, even when I feel it not.
I believe in God, even when He is silent.
Rudolf Mauersberger: Wie liegt die Stadt so Wüst
Teksten til Wie liegt die Stadt so wüst er sammensat af vers fra Klagesangene i Det Gamle
Testamente, i Martin Luthers tyske bibeloversættelse. Klagesangene er en samling sørgedigte over
Jerusalems ødelæggelse og folkets lidelser efter Babylonernes erobring, hvilket Mauersberger i 1945
knyttede til Dresdens skæbne.
Wie liegt die Stadt so wüst, die voll Volks war. Alle ihre Tore stehen öde.
Wie liegen die Steine des Heiligtums vorn auf allen Gassen zerstreut.
Er hat ein Feuer aus der Höhe in meine Gebeine gesandt und es lassen walten.
Ist das die Stadt, von der man sagt, sie sei die allerschönste, der sich das ganze Land freuet?
Sie hätte nicht gedacht, daß es ihr zuletzt so gehen würde;
sie ist ja zu greulich heruntergestoßen und hat dazu niemand, der sie tröstet.
Darum ist unser Herz betrübt und unsere Augen sind finster geworden.
Warum willst du unser so gar vergessen und uns lebenslang so gar verlassen!
Bringe uns, Herr, wieder zu dir, daß wir wieder heimkommen!
Erneue unsere Tage wie vor alters. Ach Herr, siehe an mein Elend! Ach Herr, siehe an mein Elend!
Hvor øde ligger byen, som var fuld af folk. Alle dens porte står øde.
Helligdommens sten ligger spredt ved alle gadehjørner.
Fra det høje sendte han ild i mine knogler og lod den få magt.
Er det den by, man kaldte fuldendt skønhed, hele jordens fryd?
Den tænkte ikke på, hvordan det skulle ende;
derfor sank den frygteligt sammen, og ingen trøster den.
Derfor er vort hjerte sygt, og vore øjne er formørkede.
Hvorfor vil du helt glemme os, svigte os alle vore dage?
Vend os, Herre, til dig, så vi vender tilbage, forny vore dage som i gamle dage.
Se dog, Herre, til min elendighed! Se dog, Herre, til min elendighed!
Vagn Holmboe: Benedic Domino, Anima Mea
Anima mea, benedic Domino, et omnia quae intra me sunt, nomini sancto eius.
Qui propitiatur omnibus iniquitatibus tuis, qui sanat omnes infirmitates tuas;
qui redimit de interitu vitam tuam, qui coronat te in misericordia et miserationibus;
qui replet in bonis desiderium tuum: renovabitur ut aquilae iuventus tua.
Min sjæl, lov Herren, alt i mig, lov hans hellige navn!
Han tilgiver al din skyld og læger alle dine sygdomme;
han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed;
han mætter dit liv med gode gaver, så din ungdom fornyes som ørnens.
Brahms: Warum ist das Licht gegeben
Teksten til Brahms’ Warum ist das Licht gegeben dem Mühseligen er sammensat af bibelvers, især
fra Jobs Bog, suppleret med ord fra Klagesangene og Jakobsbrevet.
I. Warum? Warum ist das Licht gegeben dem Mühseligen, und das Leben den betrübten Herzen?
Warum? Die des Todes warten und kommt nicht, und grüben ihn wohl aus dem Verborgenen; die
sich fast freuen und sind fröhlich, dass sie das Grab bekommen. Warum? Und dem Manne, dess
Weg verborgen ist, und Gott vor ihm denselben bedecket. Warum?
Hvorfor gives lyset til den elendige og livet til dem, hvis hjerte er bedrøvet, til dem, som venter på
døden, men den kommer ikke, som graver efter den mere end efter skjulte skatte, som ville fryde
sig højligt og glæde sig, hvis de fandt graven? Hvorfor gives det til den mand, hvis vej er skjult, og
som Gud har indesluttet? Hvorfor?
II. Lasset uns unser Herz samt den Händen aufheben zu Gott im Himmel.
Lad os opløfte vort hjerte tillige med hænderne til Gud i himlen
III. Siehe, wir preisen selig, die erduldet haben. Die Geduld Hiob habt ihr gehöret, und das Ende des
Herrn habt ihr gesehen; denn der Herr ist barmherzig und ein Erbarmer.
Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I har set, hvad
Herren førte det til; thi Herren er rig på barmhjertighed og miskundhed.
IV. Mit Fried und Freud ich fahr dahin, in Gottes Willen, getrost ist mir mein Herz und Sinn, sanft
und stille. Wie Gott mir verheißen hat, der Tod ist mir Schlaf worden.
Med fred og fryd jeg farer hen i Guds vilje; trøstig er mit hjerte og sind, sagte og stille. Som Gud
mig lovet har, er døden mig blevet en søvn.
J. P. E. Hartmann, Tekster: Ernst von der Recke
I Vaaren knoppes en Lind saa grøn
I Vaaren knoppes en Lind saa grøn
Med Lilier og Martsviol;
Derunder sidder en Jomfru skjøn
Og syer mod den klare Sol.
Selv er hun ligest en Sol i Vaar,
Som Æblet er hendes Kind;
Naar hun for Speilet slaaer ud sit Haar,
Det falder som Blomster fra Lind.
Selv er hun et Speil udaf renest Glar,
Der kjender ei Plet og Brist;
Hun leger paa Streng med en Haand saa snar,
Som Solen paa Lindens Kvist.
Som Solen fanges af Lindens Blad,
Saa fængsler hun Sands og Sind,
Saa har hun mig bundet med Tryllekvad
Og fanget mit Hjerte ind.
Da skulde du være kommen
Da skulde du være kommen,
Mens Bøgen stod i sin Pragt,
Og Haabets vinkende Grønne
Ei kjendte Stormenes Magt.
Da skulde du være kommen,
Mens Knopperne brast i Vaar;
Da havde min Have Blomster,
Som vel kunde smykt dit Haar.
Da skulde du være kommen,
Mens Linden i Blomster stod;
Da havde du fundet et Teppe,
Som passede for din Fod.
Da skulde du være kommen,
Mens Rosernes Flor sprang ud;
Da kunde jeg bundet dig Krandse,
Der sømmed sig for en Brud.
Da skulde du være kommen;
Men Stormene kom før du;
Den Rest, de har ladt tilbage,
Byder jeg Ingen nu.
Jeg veed, jeg vorder dig aldrig kjær
Jeg veed, jeg vorder dig aldrig kjær
Og kan dig ret aldrig hue;
Thi du og jeg er som Dagens Skjær
Og som Nattens Mørkhed at skue.
Som Natten haver saa stor Attraa
Med Dagen stadig at vanke,
Saa følger dig, hvor du end mon gaae,
Min Længsel og al min Tanke.
Og kunde jeg sanke fra Havsens Bund
De tusind Koraller røde,
Jeg gav dem bort for din fagre Mund,
Som volder mig Sorg og Møde.
Og plukked jeg og hver Blomst paa Jord,
De vare fuld faur en Skare,
Jeg fandt dog ingen fra Syd til Nord,
Som havde Øine saa klare.
Dig vogte de hellige Engles Hær,
Og Himlen din Skjønhed signe;
Thi du og jeg er som Dagens Skjær
Og som Nattens Mørkhed at ligne.
Jeg sadled min Hest en Morgenstund
Jeg sadled min Hest en Morgenstund
Med Sommersolen den klare;
Saa red jeg mig i den grønne Lund
At bede den vildene Hare.
Den vilde Hare med Hjort og Raa
Jeg vilde i Lunden jage,
Og glemme det, mig paa Sinde laa
Alt udi Uger og Dage.
Men Hjort og Raa havde hendes Gang,
Og Hinden havde hendes Øie,
Og den liden Fugl havde hendes Sang,
Der kunde mit Hjerte bøie.
Og Rosens Kind havde hendes Lød
Og Bækken hendes sagte Tale
Og Skovens Vind hendes Hvisken blød,
Som mit Hjerte har lagt udi Dvale.
Jeg red fra Skoven, alt som jeg kom;
Smaafuglene sunge paa Grene;
Det var, som spurgte de alle om,
Hvi jeg monne ride saa ene.
Egil Harder, tekst Kaj Munk: Den blå anemone
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.
3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
4. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor.
C.E.F. Weyse, Tekst: Ingemann: Der står et slot i Vesterled
1. Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket;
fra jord til himmel når dets port;
vor Herre selv det har bygget.
2. Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet;
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.
3. Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande;
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklaringskysten.
Med glans opdukker sol igen
fra Paradiset i østen.
Oluf Ring, tekst Thøger Larsen: Danmark, nu blunder den lyse nat
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
2. Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
3. Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
4. Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår –
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
Poul Schierbeck , tekst H.C. Andersen: I Danmark er jeg født
1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
3. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!