Danmark, nu blunder
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
2. Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
3. Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
4. Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår –
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
Sommerpsalm
1. En vänlig grönskas rika dräkt
Har smyckat dal och ängar
Nu smeker vindens ljumma fläkt
De fagra örtesängar
Och solens ljus och lundens sus
Och vågens sorl bland viden
Förkunna sommartiden
2. Sin lycka och sin sommarro
De yra fåglar prisa
Ur skogens snår ur stilla bo
Framklingar deras visa
En hymn går opp med fröjd och hopp
Från deras glada kväden
Från blommorna och träden
3. Men Du o Gud som gör vår jord
Så skön i sommarens stunder
Giv att jag aktar främst Ditt ord
Och Dina nådesunder
Allt kött är hö och blomstren dö
Och tiden allt fördriver
Blott Herrens ord förbliver
Uti vor hage
1. Uti vår hage där växa blå bär.
Kom, hjärtans fröjd!
Vill du mig något, så träffas vi där.
Kom, liljor och akvileja
kom, rosor och salivia,
kom, ljuva krusmynta,
kom, hjärtans fröjd!
2. Fagra små blommor där bjuda till dans.
Kom, hjärtans fröjd!
Vill du, så binder jag åt dig en krans.
Kom, liljor …
3. Uti vår hage finns blommor och bär.
Kom, hjärtans fröjd!
Men utav alla du kärast mig är.
Kom, liljor …
Pingst
Högt över land och vatten sig pingstkvällens stjärnor tänt,
och sången doftar i natten, som man kostelig rökelse bränt.
Som solsken den dimmorna skingrar, den stiger från världarnes ort
och klappar med vitaste fingrar på himlarnes stängda port.
De gamle
1. Så sætter vi piben i ovnens krog
og lukker den skindklædte bibelbog.
Det er den velsignede forårstid,
og gigten er bleven lidt mere blid.
2. Vi tager hinanden i trofast hånd,
hver finger er krum som en krøget vånd;
så vandrer vi sammen i sol og vind,
der luner det kuldskære, gamle skind.
3. Men når vi har rokket en lille tur,
så længes vi efter en lille lur,
for gammelfolk hælder mod støvet ned
og længes mod hvilen i evighed.
Der er en gammel rønne
1. Der er en gammel rønne her uden for vor by,
den mærkeligste plet, der er at finde,
der står de gamle elle og pile i bry´
det spirer både ude og inde.
Ja, væggen hun er klinet, og taget det er bødt,
men intet andet sted er så velsignet og så sødt,
og enten du kan se det eller ej, så må du tro,
de prægtigste paladser er kun ringe derimod
– for mig da.
2. Dér går den bedste mø, hun er rank som en ten,
med håret langt og lemmerne så runde,
som hun så er der ikke en eneste én,
og overdrive gør jeg ingenlunde.
Hun er så fejr og fager, hun er så from og huld,
og stemmen den er sølv, og hendes ord de er guld,
ja, kongen han må gerne komme stillende med sin,
hvad er hun dog alligevel ved siden af min
– for mig da.
3. Og nu skal vi ha´ bryllup, når dagen bliver lang,
og løvet grønnes i de gamle pile,
når rosenhækken knoppes, og der er liflig sang
fra morgengry og indtil aften silde.
Da skal I få at se, sikket gilde vi skal gør´
at sådan en stads har der aldrig været før,
ja, det skal vær´ det villeste, her nogen tid er set,
ja, det skal vær´ det villeste, her nogen tid er sket
– for mig da.
Anemonen
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented´
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.
3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
4. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la´r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!
I Danmark er jeg født
1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
3. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!