Marienlied 1
Mutter! Ach, in meinem Herzen
zittert noch kein Frühlingsstrahl,
will’s nicht keimen, will’s nicht blühen,
ist noch alles tot und kahl!
Löse doch die harte Rinde,
die mein Inn’res mir um starrt;
wärm’ die Seele, die mit Sehnsucht
ihrem Lenz entgegen harrt.
Lasse Maienglöcklein sprießen,
Himmelsblumen licht und klar;
gib mir Keuschheit, Demut, Milde,
mach’ mich fromm und rein und wahr.
Marienlied 6
O Maria, sei gegrüßt,
die du voller Gnaden bist;
sei gegrüßt, du höchste Zier:
Gott der Herr ist selbst mir dir.
Heil’ge Mutter unsers Herrn
Deine Fürbitt wir begehr’n
Hilf uns jetzt und alle Zeit,
Sonderlich im Todesstreit.
MAX REGER
Unser lieben Frauen Traum
Und unser lieben Frauen der traumet ihr ein Traum:
wie unter ihrem Herzen gewachsen wär, gewachsen ein Baum.
Und wie der Baum ein Schatten gäb wohl über alle Land:
Herr Jesus Christ der Heiland also ist er genannt.
Herr Jesus Christ der Heiland ist unser Heil und Trost,
mit seiner bittern Marter hat er uns all erlöst, hat er uns all erlöst.
TRE MADONNASANGE
Ave Maris Stella
Hil dig, havets stjerne.
stjerne klare, milde,
Redningsblus på verdens mørke vover vilde!
Stærke lys i natten,
alle blinde øje,
havets stjerne, hjælp Guds moder høje!
Hjælp os vej at finde
hjem til ham, hvem alle
med din søn tilsammen, sol, alverdens Gud og Frelser.
Amen.
Madonna over bølgerne
Hil dig, du lys over havet,
tindrende blus på den skummende, stenede strand!
Hil dig, de ængstedes frelse,
der lindrende åbner din favn
for hver skibbruden mand.
Du, som på revet omkring Opatija
sprang som et under af fjeldblokken ud,
o hil dig, mysteriets dronning Maria,
sjælenes moder, søster og brud!
Her, hvor min jordiske længsel forstummede,
daler et hjerte, som du kun gør glad,
her ned for din snehvide,
bølgeomskummede jomfrufod tyst som et faldende blad.
Du ungmø, lillie, gratiæ via,
elskov evindelig pletfri og prud,
o hil dig, mysteriets dronning Maria,
sjælenes moder, søster og brud!
Hil dig!
Salve Regina
Glæd dig, engles herskerinde,
glans fra hellig højheds tinde,
væld, hvorfra et uudgrundet lys,
hvorfra et uudgrundet lys
er over verden rundet.
Hil dig, alles altid nære hjælp og trøst,
du, hvem Gud lod bære frem på jorden
himmeriges julegave,
Kriste milde!
Intet liv går mer til spilde,
ingen sjæl går tabt ved dommen,
thi du er kommen.
Høbjergning ved havet
Hørte I havets åndedrag
gennem leernes sang i den dalende dag.
En stund er vort Liv ved havets Bred,
havets Liv varer evigt ved.
Luftningen strejfer med afgrundsgys
ansigter ramt af det synkende lys.
I alles blikke det samme skær
af natten, der tøvende rykker nær.
Åben og isblå står himlen i nord,
klar over diset og søvntung jord.
Havsuset stiger for skumringens vind.
Skynd jer, høstfolk, før nat strømmer ind.
Høbjergning ved havet
Hørte I havets åndedrag
gennem leernes sang i den dalende dag.
En stund er vort Liv ved havets Bred,
havets Liv varer evigt ved.
Luftningen strejfer med afgrundsgys
ansigter ramt af det synkende lys.
I alles blikke det samme skær
af natten, der tøvende rykker nær.
Åben og isblå står himlen i nord,
klar over diset og søvntung jord.
Havsuset stiger for skumringens vind.
Skynd jer, høstfolk, før nat strømmer ind.
Græs
I nat er dagen grøn og fuld af tåge
og duft af jord og våde syreblade.
Gråt er det høje græs af tågespindel.
Urørligt, står det.
Mosdæmpet støj af nære skjulte kilder
og dybt i mørket havet vågne døn.
Det høje græs står bøjet under væden,
indspundet i en dragt tætte dråber.
Urørligt står det.
Gensyn med Danmark
Forunderligt, så sødt et smil
ej smiler nogen anden strand,
som når en soldag i april
man ser igen det danske land.
Et stille land! Den gamle jord
med grønsvær klædt i havets skød!
En venlig slægt ved søen bor.
Her gjorde regnen kinden rød.
En kølig yndig flora gav
de danske lave kyster læ.
Jeg lægger ned min vandringsstav
og kommer, kære, til dit knæ.
De vilde blomster
De danske grøfters vilde flor.
Ak, findes på den vilde jord
så sommerlig og sval en pragt,
så sød en magt?
Før høslettid når rugen står
med grønne aks, og dræet går,
og kørvel breder skærmen ud,
du lyse Gud
Nu vokser is i hav og sund.
Hvor er den sommergrønne stund,
da blomst og vej og Gud og du
var i mit nu?
Nattergalen
Langs alle Danmarks kyster står skoven brud på ny.
Elskede!
Med sanglyd sig forlyster småfugl i bøgely.
Din lov allerkæreste, lyder i alle Danmarks skove.
Som gyldne klare klokker, når duggen falder sval, elskede!
I aftenlunden lokker den ømme nattergal.
Din lov allerkæreste, lyder i alle Danmarks skove.
Det skønne fuglemæle i lyse nætters skær, elskede!
Fortryller mange sjæle, hinanden nær,
Din lov allerkæreste, lyder i alle Danmarks skove.
Det billed har jeg båret med sang på livets vej. Elskede!
Thi du har helt bedåret og helt henrevet mig.
Din lov allerkæreste, lyder i alle Danmarks skove.
Min dyrebare mage, du har bedåret mig. Elskede!
Jeg elsker alle dage, jeg elsker, elsker dig.
Din lov allerkæreste, lyder i alle Danmarks skove.
Sidste sang
Hvor bøgen luder, lys og sval,
der sang i maj en nattergal.
Den lokked i den lyse kvæld
og kaldte med sit tonevæld:
Du hvem mit hjerte stunder til,
svar mig i skoven hvis du vil.
Du vil? Du vil? Du hvem mit hjerte stunder til.
Og ekko i den stille dal,
hvor natten lyste øm og sval,
gav svar på nattergalens røst
som fra et fjælet fuglebryst.
Vil du min enesang forstå?
Min tone, vil du den forsmå:
Du må, du må! Du vil min enesang forstå.
Alt hvad der svandt, i mindets skær
er for bestandig lige nær.
Hvad der erindrer sig består.
Kun hvad er forglemt forgår.
Min skønne unge liv liv, forbliv!
Min skønne unge liv forbliv!
Forbliv, min skønne unge liv.
Forbliv som ekko i en skov,
en genlyd af mit livs forlov!
Kun gerne går jeg, når jeg må,
men lad min glæde ej forgå.
Forbliv for altid i min sang,
af livets lyst en efterklang,
en klang, en klang, af livets lyst en efterklang.
Et hav der vugger sig til ro nu
Et hav der vugger sig til ro nu
en strand der mørkner så blidt
en ren orangerød magi
en fred der rækker vidt
mens vi holder hænder.
En nat der nærmer sig så blødt nu
en lyd der stilner om os
en lillalyserød magi
en sjæl der kaster los
mens vi lytter bølger.
Et lys der sænker sig så tavst nu
en sol så langsomt på vej
en sommernatteblå magi
et sind der åbner sig
mens vi fanger stjerner.
Aftensti
Nu vokser aftenskyggen
med lempe fjed for fjed,
og vind i vilde havre
har ringet aftenfred.
Der gror fra jord til himmel
et skær af natviol.
Kun højt på bakkens tinde
står drøm om sunken sol.
Der hvisker gren mod grene
om to, som følges ad,
mens duggen finder leje
på æblerosens blad.
Der bøjes kvist mod kviste om to, som går forbi
og nynner med hinanden
en skumringsmelodi.
Men engens grønne Eden,
hvor natten falder på,
er skønnere end noget,
som ord og sang kan nå.
De to, som går på stien,
hvor duften driver ind,
er standset hos hinanden
at tie kind mod kind.
Den lyse nat
Det er igen den fine lyse nat,
med drosselfløjt i vejens mørke krat.
Det er igen de store stjemers tid,
da verden bliver mild og månehvid.
Ja, end engang den store, lyse nat,
nu længes den, hvis hjerte blev forladt.
Nu glider alle dybe drømmes elv
tilbage til sin kilde: til sig selv.
En drossels fløjt som sølv lyd i min sang
så længes jeg endnu – endnu en gang
imod et hjerte, som har mit forladt,
det er igen den alt for lyse nat.
Den villeste
Der er en gammel rønne
her uden for vor by,
den mærkeligste plet, der er at finde,
der står de gamle elle og pile i bry’,
det spirer både ude og inde.
Ja, væggen hun er klinet, og taget det er bødt,
men intet andet sted er så velsignet og så sødt,
og enten du kan se det eller ej, så må du tro,
de prægtigste paladser er kun ringe derimod
– for mig da.
Dér går den bedste mø,
hun er rank som en ten,
med håret langt og lemmerne så runde,
som hun så er der ikke en eneste én,
og overdrive gør jeg ingenlunde.
Hun er så fejr og fager, hun er så from og huld,
og stemmen den er sølv, og hendes ord de er guld,
ja, kongen han må gerne komme stillende med sin,
hvad er hun dog alligevel ved siden af min
– for mig da.
Og nu skal vi ha’ bryllup,
når dagen bliver lang,
og løvet grønnes i de gamle pile,
når rosenhækken knoppes, og der er liflig sang
fra morgengry og indtil aften silde.
Da skal I få at se, sikket gilde vi skal gør’,
at sådan en stads har der aldrig været før,
ja, det skal vær’ det villeste, her nogen tid er set,
ja, det skal vær’ det villeste, her nogen tid er sket
– for mig da.